Landstræneren for de danske OL-badmintonspillere, Lars Uhre, er meget stolt over, at mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen fredag formåede at vinde bronzekampen ved OL i London.
Badmintonspillerne skal normalt ikke ud i bronzekampe, når de er blevet slået ud i semifinaler, men en god forberedelse var med til at gøre danskerne motiverede til opgaven.
- Vi har været opmærksomme på, at vi ved OL spiller efter et andet format, end vi normalt gør. Både med puljekampe, men også med at man spiller om bronze, hvilket vi ikke gør til VM, siger landstræneren.
- Derfor snakkede vi om det allerede for flere måneder siden. Vi har prøvet at bearbejde det og snakke om, hvad vi ville gøre, hvis situationen opstod. Jeg tror bestemt, det har hjulpet, siger Lars Uhre.
Det var første gang i seks forsøg, det lykkedes for danske badmintonspillere at vinde en OL-bronzekamp mod ikke-danske spillere.
Og det er bestemt ikke en let øvelse, påpeger Lars Uhre.
- Det er meget vanskeligt, når ens drøm er blevet knust, og man går fra at have været så tæt på at komme i finalen og så skulle spille næste formiddag om noget, som stadig er vigtigt, men som ikke er det, man havde drømt om, siger landstræneren.
Derfor er han også meget glad for, at Joachim Fischer og Christinna Pedersen spillede flot og udraderede indoneserne Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir med 21-12, 21-12.
- De tøjler det fantastisk og får samme spilleglæde frem som i går. De spiller på samme niveau, synes jeg, men i dag var modstanden bare en anden, siger Lars Uhre.
/ritzau/