Det er, når man kravler rundt mellem benene på arrige kamerafolk, at man forstår præcis hvor meget, Klaus Riskær formår at være ovenpå.
Den kendte finansmand er just blevet idømt seks år fængsel, og alligevel har han overskud til at genne den samlede verdenspresse ned på landsrettens hovedtrappe og ganske kort opsummere den 16 år gamle bedragerisag og dens endelige konsekvens for hovedpersonen selv.
- Faktum er: Der er til Klaus Riskær en regning på tre og et halvt år i spjældet, konkluderer den 52-årige kendis, nærmest jovialt.
For efter lidt kreativ lommeregning på den reelle afsoningstid, så vurderer finansmanden, at han kun skal afsone halvdelen af sin dom i Villa Gitterly.
Skruer man uret en halv time tilbage, er det ellers lige før, at Riskær ryger direkte bag tremmer, da Bagmandspolitiets anklager efter domsafsigelsen råber:
- Et øjeblik, høje dommer. Jeg begærer varetægtsfængsling.
Sved og make-up
Et dramatisk krav, som anklageren begrunder, med det han kalder 'unddragelse og retshåndhævelse'. Altså, at Klaus Riskær givetvis vil stikke af til udlandet.
Dén melding får makeuppen til at løbe på Riskærs medbragte kæreste, den 22-årige Darja Pahhota (som ikke er sygeplejersken, der fødte Riskærs tredje søn i år), for Bagmandspolitiet kan således via udprint fra cpr-registeret dokumentere, at den anklagede har adresse i Spanien.
Selv den coole Riskær får et øjeblik sved på skjorteryggen og er ikke sen til at benytte dommernes voteringspause til at forene sig med en lille flok journalister på retssalens tilhørerpladser og sige:
- Jeg er virkelig chokeret. Jeg havde forventet, at man ville tage højde for, at sagen har kørt i så mange år. Jeg synes også, der er et menneskerettighedsaspekt i det her.
Klaus Riskær (og kæreste) får dog ikke brug for Amnesty International, for retten finder ikke, at der er behov for øjeblikkelig fængsling.
Franskbrød med fil - nej tak
Glimtet i investorens rastløse blik finder sin vante plads, og da han kommer ud af Restsal E, svarer han resolut på et spørgsmål om, hvordan han dog kan tage situationen så roligt:
- Hele mit liv er jo en fucking krise, og jeg er for gammel til at falde om, bare på grund af endnu en krise. Måske bliver det okay at drikke sodavand og læse bøger i fængslet et par år, smiler han.
Ude på gaden knipser selv turisterne løs, da charmøren holder pressemøde øverst på trappen
De kender Klaus Riskær fra bladene. En nordmand tror dog, at han er politiker. En ældre, forbipasserende dansker slår fast, at han er business-mand, og at al postyret mere skyldes hans person end selve sagen, som ingen i flokken af nysgerrige kan huske, hvad handler om.
Nyhedsavisen har taget et brød med til dagens mand.
- Har du været hos bageren?, spørger Riskær.
- Ja, det er til dig. Der er en fil i!
- Nej tak, du, afviser Klaus Riskær og ligner én, der allerede har fundet sin egen smutvej.