Efter næsten en uges mystik har den person, der i sidste uge vandt godt 135 millioner kroner i lottospillet Eurojackpot, nu meldt sig hos Danske Spil. Det oplyser TV2 News.
Gevinsten er den suverænt største i danmarkshistorien.
Spilleren havde købt et spil på fire rækker til 60 kroner, der endte med at være de mange penge værd.
Udtrækningen fandt sted fredag og hos Danske Spil regnede man i første omgang med, at vinderen ville melde sig allerede i løbet af lørdagen.
Der skulle dog gå næsten en uge, før vedkommende gav sig til kende med sin vinderkupon, der var købt i kiosken på Herlev Sygehus.
Allerede dagen efter rekordtrækningen blev der i øvrigt sat endnu en rekord, da en anden heldig dansker vandt 43 millioner kroner i Joker. Den vinder meldte sig umiddelbart efter.