Regeringen har tirsdag fremlagt en plan for at udvide de danske testcentre for vindmøller ved Østerild og Høvsøre ved den jyske vestkyst.
De to centre skal udvides med henholdsvis tre og to nye pladser, og regeringen lægger op til, at der kan etableres højere møller på op til 330 meter i Østerild og 200 meter i Høvsøre.
Dermed bliver det muligt at teste mere avanceret teknologi og nye mølletyper.
- Vi vil fastholde Danmarks førerposition på vindområdet, vi vil få nogle flere arbejdspladser, og så får vi samtidig udviklet grøn energi ved at etablere nye testpladser til vindmøller, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
Udvidelserne er en del af regeringsgrundlaget.
Den danske vindmøllebranche er førende i verden med en omsætning for cirka 108 milliarder kroner og omkring 31.000 arbejdspladser i Danmark.
For at fastholde den position er det afgørende, at Danmark etablerer flere prøvepladser til møller, mener ministeren og vindmøllebranchen, som står bag ønsket.
Da testcenteret i Østerild blev etableret i 2011, var der demonstranter i træerne og højlydte protester fra lokale beboere og grønne organisationer.
Men i dag er bekymringerne for naturen manet til jorden.
I dag findes der i alt 12 testpladser i de to nationale testcentre Østerild i Thisted Kommune og Høvsøre i Lemvig Kommune.
- Med fem nye testpladser gør vi det muligt at teste større møller og ny teknologi, så vi kan fastholde vores globale danske førerposition på vindområdet, siger Brian Mikkelsen.
Han har tirsdag fremlagt planen for forligskredsen bag etableringen af testcenteret ved Østerild.
For det førhen så omstridte testcenter Østerild i Thy vil det betyde op mod en fordobling af det nuværende areal.
Forligskredsen består af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF, der nu skal drøfte det videre forløb med regeringen.
Inden der kan træffes endelig beslutning i Folketinget, skal der desuden udarbejdes en VVM-redegørelse for de to områder.
/ritzau/