Regeringen vil give danskerne billigere el: Så meget kan du spare

Regeringen pønser på et nyt energiudspil, der kan give danskerne langt billigere el.
Med et nyt energiudspil vil regeringen gøre det langt billigere at tænde elapparaterne hjemme i stuen, skriver Politiken torsdag.
Med et nyt energiudspil vil regeringen gøre det langt billigere at tænde elapparaterne hjemme i stuen, skriver Politiken torsdag. Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix/arkiv

Med et nyt energiudspil vil regeringen gøre det langt billigere at tænde elapparaterne hjemme i stuen, skriver Politiken torsdag.

Ifølge regeringsnotater, som Politiken kender indholdet af, vil regeringen sænke elafgiften med 25 øre, så den lander på 66 øre per kilowatt-time.

Det svarer til, at en husstand med 2 voksne og 2 børn i et hus på 150 kvadratmeter, der årligt bruger 4.000 kilowatt-timer, vil spare cirka 1.000 kroner på elregningen hvert år.
Den lavere afgift er en central del af regeringens energiudspil med titlen 'Energi - til et grønt Danmark', som præsenteres torsdag formiddag i Statsministeriet.

Afgiftssænkelsen indfases fra 2019 til 2025 og vil ifølge eksperter fra energibranchen koste statskassen i omegnen af halvanden milliard kroner om året, når den er fuldt indfaset.
Internt i regeringen har der været uenighed om netop nedsættelsen af elafgiften.

Mens Liberal Alliance har presset på for at få så store nedsættelser som muligt, har Det Konservative Folkeparti og Venstre ønsket at bevare en grønnere profil, så det ikke kom til at ligne et skatteudspil mere end et energiudspil.

"Prisen på grøn energi er blevet billigere, og derfor bør et nyt energiudspil komme forbrugerne til gode", siger Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.