Regeringen er klar med sit bud på en skattereform. Det sker efter et møde på Marienborg søndag, skriver jp.dk.
Boligejerne bliver ikke ramt så hårdt, som Skattekommissionen ellers har lagt op til. Der bliver nemlig ikke rørt ved rentefradraget for personer med renteudgifter på under 50.000 kroner om året.
Skatteudspillet indeholder desuden 30 mia. kroner i skattelettelser, ifølge Jyllands-Postens oplysninger.
Sidst men ikke mindst ser det ud til, at regeringspartierne ligesom oppositionen ikke har tænkt sig at forkorte SU-perioden fra seks til fire år.
Regeringen vil højst sandsynligt præsentere skatteudspillet tirsdag eller onsdag i denne uge.