Raúl var om nogen manden i centrum, da Real Madrid søndag aften halede ind på Barcelona i den spanske Primera Division. Spanieren scorede nemlig et vaskeægte hattrick for Real Madrid, der vandt 4-2 over Sevilla. Dermed er Real Madrid nu blot fire point efter ærkerivalerne Barcelona på førstepladsen.
Real Madrid fik ellers ikke den bedste start, da Renato bragte Sevilla foran efter et kvarters spil. Men så tog Raúl fat, og med tre mål på tyve minutter bragte han Real Madrid på sejrskurs.
Diego Capel sørgede igen for spænding i kampen, da han reducerede til 2-3 med ti minutter tilbage. Marcelo slukkede dog lyset for Sevilla, da han scorede Real Madrids sejrsmål kort før slutfløjtet.
Både Barcelona og Real Madrid mangler nu fem kampe, men mens Barcelona også skal spille Champions League, kan Real Madrid nøjes med at koncentrere sig om ligaen.
Selv om Sevilla tabte kampen, beholder holdet tredjepladsen med 57 point. Det er 25 point færre end Barcelona på førstepladsen.