Det var ikke et enkeltstående tilfælde, da Nordfyns Kommune sidste år måtte tvangsfjerne en baby, som var undfanget ved kunstig befrugtning. Endnu en sag er dukket op.
Det skriver fyens.dk.
Fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital havde hjulpet Margrethe Mouritzen fra Ejby med at blive gravid. Men to uger inden fødslen fik hun besked på, at hendes barn ville blive fjernet.
"Hvis de mente, at vi ikke var egnede som forældre, måtte de hellere have sagt nej fra start af. På en eller anden måde får det mig til at føle mig som rugemor for det offentlige," siger Margrethe Mouritzen.
Hun erkender, at forholdet til barnets far har været præget af konflikter, der i flere tilfælde har resulteret i vold.
Jane Kraglund, sygehusdirektør ved OUH, var ikke tiltrådt sin stilling, da Margrethe Mourtizen blev befrugtet, men hun beklager sagen dybt.
"Jeg synes, at det er dybt tragisk. Der er jo ingen vinder i den her sag. Det er jo hårdt for forældrene, og det er jo også hårdt for de børn, som bliver tvangsfjernet," siger hun.