Raul debuterede for Real Madrid i 1994, da Michael Laudrup stadig slog sine maskerede afleveringer i kongeklubben.
Siden da er Laudrup stoppet og minimum ti trænere har indtaget det varme sæde i Madrid. Men Raul er der stadig, og i går slog han klubrekord, da han blev skiftet ind i 2-0 sejren ude mod Villareal.
Det var nemlig Madrid-legendens 524. kamp for klubben, og det har ingen præsteret før. Den tidligere rekordholder hedder Manuel Sanchis, og han stoppede i 2001 i en alder af 36 år efter at have spillet 523 kampe.
Raul er kun 32 år og kan nå at cementere sin rekord yderligere, inden han lægger fodboldstøvlerne på hylden. Real Madrid har lavet en livstidskontrakt med den populære spiller. Så længe han spiller 30 kampe i en sæson, så bliver kontrakten automatisk forlænget.
Selve kampen mod Villareal vandt madrilenerne 0-2 på mål af de to gulddrenge Cristiano Ronaldo og Kaka. Det var Kakas første mål i den hvide trøje, mens Ronaldo har været mindre beskeden efter skiftet fra Manchester United. Han har allerede nettet syv gange for Real Madrid.