Tirsdagens 0-4 nederlag til Liverpool på Anfield Road har taget hårdt på Real Madrids anfører Raul.
Men nu må den sårede stolthed vente og kræfterne gå til forsøget på at hente FC Barcelona og genvinde mesterskabet i La Liga.
"At tabe 4-0 i Champions League er smertefuldt, men vi må bare tage os sammen. Vi har stadig La Liga, og vi må droppe stoltheden og prøve at vinde den. Vi er kun seks point bagefter og kan ikke bare give mesterskabet væk," siger 31-årige Raul til Real Madrids hjemmeside.
Han erkender, at holdet blev taget på sengen af et fremragende engelsk hold tirsdag aften.
"Liverpool var bedre i alle facetter. Så det var endnu et farvel til Champions League. Vi var allesammen tændte op til kampen, men Liverpool var bare bedre. Der er ingen undskyldninger. Tillykke til dem," siger Raul, der er den mest scorende spiller i Champions League nogensinde.