Helt raske børn risikerer at få diagnosen ADHD.
De yngste børn i en skoleklasse får nemlig hyppigere konstateret sygdommen og behandles med medicin. Men ofte er de raske - bare mindre modne end deres klassekammerater.
Det skriver Politiken på baggrund af et nyt canadisk studie, der omfatter 940.000 skolebørn mellem 6-12 år. Studiet er et af de eneste og mest omfattende af sin slags i verden.
De yngste drenge i en klasse har 30 procent større risiko for at få diagnosen end de kammerater, der er 11 måneder ældre. Og især drenge får ADHD-stemplet.
Førende danske forskere er bekymrede over resultatet.
"Vi er ikke interesserede i at diagnosticere og behandle børn, der ikke har behov for det. En diagnose kan påvirke et barn i lang tid, fordi det påvirker andres opfattelse af børnene og børnenes opfattelse af sig selv," siger Marianne Simonsen, der forsker i ADHD og er lektor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, til Politiken.
Flere eksperter i avisen peger på, at tendensen ville være den samme herhjemme, hvis undersøgelsen blev lavet her.
Marianne Simonsen tilføjer dog, at andelen af børn, der får en ADHD-diagnose, er lavere i Danmark end i Canada.
Herhjemme får knap 12.000 børn under 18 år medicin for ADHD. 5.944 er mellem 6 og 12 år, viser nye tal fra Institut for Rationel Farmakoterapi.
Kilde: politiken.dk