Radioværten og dj'en Le Gammeltoft har været gravid fem gange, men har mistet barnet de tre af gangene.
Det står hun nu frem og fortæller, efter i mere end et år at have forsøgt at sætte ord på sin kamp med at få børn
Det skriver Ekstra Bladet.
Le Gammeltoft og kæresten Jesper Backer blev i 2012 forældre til datteren Filippa. Fire år og tre spontane aborter senere kommer datteren Lilja til verden.
Undervejs var parret ved at opgive at give Lilja en søskende.
- Det vildeste er, at vi er rigtig mange, der har prøvet det, og der er kraftedeme ingen, der taler om det. Jeg har mødt en, der har aborteret 10 gange, og hun har stadig mod på at forsøge. Det har jeg fandeme respekt for, siger Le Gammeltoft til Ekstra Bladet.
Hver femte graviditet går galt og Le Gammeltoft fortæller, at hun kunne mærke det i kroppen, hver gang det gik galt.
- Jeg synes, det er vildt, at når jeg fortæller om det, så er der altid nogen, der stemmer i og siger, at de har været ude for det samme. Det er så skidesvært at tale om, og det skal vi altså gøre op med, lyder opfordringen fra Le Gammeltoft.
Le Gammeltoft har valgt at stå frem og fortælle om frustrationerne og følelserne. Det gør hun på sit eget site, Heartbeats.dk.