En bil eksploderede torsdag nær det israelske forsvarsministerium i Tel Aviv, hvorved adskillige mennesker blev såret.
Det israelske politi siger, at kriminelle grupper formentligt står bag bombeeksplosionen - og ikke militante grupper.
- En bil eksploderede i Tel Aviv. Der er øjensynligt tale om en episode i forbindelse med et opgør mellem to forskellige kriminelle grupper, siger en talsmand for politiet, Mike Rosenfeld.
Israels Radio siger, at den bil, der blev sprængt, tilhører lederen af en familie, som sættes i forbindelse med organiseret kriminalitet.
Israelsk radio siger, at flere personer blev lettere kvæstet ved eksplosionen, som skete på Menachem Begin Street.
/ritzau/AFP