Samfundets indsats over for psykisk syge halter, mener De Radikale, der nu lover en ekstrabevilling til psykiatrien i 2012.
Nyhedsbureauet Newspaq har fået indsigt i en del af partiets finanslovsforslag for 2012. Planen er, at psykiatrien skal tilføres 250 millioner kroner ekstra ud over det, der i forvejen tilføres via satspuljerne.
"Vi vil skabe mere tryghed for psykisk syge. Det kan ikke være rigtigt, at psykisk syge oven i at de slås med deres sygdom skal føle utryghed for, om der er ressourcer til at de kan få hjælp," siger Nadeem Farooq, psykiatriordfører for De Radikale, til Newspaq.
Psykiatriens midler skal ikke alene afgøres af satspuljerne, men være et fast beløb.
"Psykiatrien skal fast på finansloven. Det er på tide, at vi stopper diskrimination af de sindslidende. Vi skal systematisk tænke psykiatrien ind i hele sundhedssystemet. På den måde skal man som borger kunne få en effektiv behandling uanset om lider af skizofreni eller har brækket foden," siger Nadeem Farooq.
Han peger på, at psykiske lidelser skal betragtes på lige fod med somatiske sygdomme.
Socialdemokraterne hilser det radikale udspil varmt velkommen. Socialordfører Mette Frederiksen roser De Radikale for at ville styrke psykiatrien, som hun mener er underprioriteret.
"Det synes jeg er rigtigt positivt. Der er ingen tvivl om, at der er store problemer i vores psykiatri, hvor ventelisterne er alt for lange. I lighed med De Radikale ønsker vi et løft af psykiatrien, så det er en samlet opposition, der står bag et løft," siger Mette Frederiksen.
De Radikale lægger i finanslovsforslaget op til fem konkrete punkter, der skal forbedre kvaliteten i psykiatrien.