Unge under 30 år blev med reformen af kontanthjælp i 2013 efterladt på perronen.
Det giver integrations- og beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen udtryk for i et interview med Ugebrevet A4.
Det var ellers netop den gruppe, der var fokus på i reformen. For mange unge under 30 år var på kontanthjælp, og missionen var, at de skulle nu i uddannelse.
Derfor blev kategorien 'uddannelsesparat' oprettet, men stormløbet mod uddannelserne udeblev, og nu fem år senere tager Radikale Venstre konsekvensen.
- Der er noget, som vi fik forkert fat på med de unge. Måske er uddannelse ikke den endelige løsning? Man kan også gøre sig erfaringer på et arbejde, siger Sofie Carsten Nielsen til Ugebrevet A4.
Jobparat ved et trylleslag
Derfor ønsker Radikale Venstre, at kategorien uddannelsesparat sløjfes for unge under 30 år, der fremover skal vurderes jobparate i stedet. Dermed ligger Radikale Venstre sig på linje med regeringen, der også vil have flere jobparate kontanthjælpsmodtagere.
LÆS MERE: Troels Lunds plan: Vil erklære 20.000 på kontanthjælp klar til arbejde
Hvor regeringens ønske kommer efter det økonomiske opsving og danske virksomheders øgede efterspørgsel på arbejdskraft, er Radikale Venstres ønske, at unge ikke skal parkeres på kontanthjælp.
- De unge er måske sårbare og skal have en mentor med. Arbejdspladserne skal naturligvis også være der. Men de unge skal ud. De skal føle den efterspørgsel efter dem, som de ikke har mærket som uddannelsesparat, siger Sofie Carsten Nielsen.
Udspillet om at gøre unge under 30 år jobparate kommer også som en erkendelse af, at for mange indvandrere og efterkommere er på kontanthjælp. I alt er 47.000 unge under 30 på kontanthjælp, og der udgør indvandrere og efterkommere 7.000.
Det ser Radikale Venstre som et svigt, og ikke mindst et svigt der skete på deres vagt.
- Vi må erkende, at vi har svigtet en stor gruppe unge. Der er et eller andet, som ikke fungerer. Vi har også med den tidligere kontanthjælpsreform været med til det i Radikale Venstre ved at give uddannelsespålæg [krav om uddannelse, red.], siger Sofie Carsten Nielsen.