Når du i fremtiden afleverer dine colaflasker i supermarkedets automat, kan du også lige få en 50'er for din gamle, ridsede mobil eller ødelagte iPod. De Radikale foreslår nemlig et pantsystem på elektronik, skriver Politiken.
"Vi ved, at der er en meget høj indsamlingsgrad på flasker og dåser på grund af pantordningen. Derfor er vores vision, at vi også får automater til indsamling af mobiler og andet småelektronik," siger Lone Loklindt, miljøordfører for Det Radikale Venstre til Politiken.
Hvis alle afleverer deres brugte mobiltelefoner, er der gevinster at hente for miljøet. Ikke blot undgår vi, at de farlige stoffer ender i naturen - industrien kan også genbruge sjældne råstoffer som tungsten og magnesium.
Som det ser ud nu, er det ikke mange borgere, der gider køre til genbrugspladsen og aflevere deres gamle elektronik. Alt for mange ødelagte mobiler havner nemlig i skraldespanden. De Radikale håber, at det vil ændre sig, hvis forbrugeren kan aflevere tingene i en automat i supermarkedet og oven i købet får penge for ulejligheden.
Om det bliver til noget, kommer dog an på, om EU-landene kan blive enige om et pantsystem.
Kilde: Politiken.