Den 22-årige maskinfører John Erik Tveitdal gjorde lidt af et fund, da han for et par uger siden var på arbejde på genbrugdspladsen i Arendal i Norge.
For midt i al metalaffaldet stødte han på et gammelt pengeskab, der viste sig at indeholde intet mindre end 117.000 norske kroner.
Det skriver norske VG.
John Erik Tveitdal fik åbnet pengeskabet ved at slå på det gentagne gange med en gravemaskine for til sidst at kaste det op i luften, så det ramte jorden og gik op.
"Det var sidst på dagen, så jeg hentede gravemaskinen for at have lidt sjov på jobbet. Jeg sagde til min kollega: 'tænk, hvis der ligger en million derinde', men jeg regnede jo ikke med, at der ville være penge i et pengeskab, som nogen havde kasseret," siger John Erik Tveitdal til VG.
John Erik overvejede kortvarigt, hvad pengene kunne bruges på, men endte alligevel med at returnere dem til den rette ejermand, som ifølge VG ikke ønsker at stå frem.
"Det havde været dejligt at have dem selv, men man kommer længst med ærlighed," siger John Erik til VG.