Råd: Vi blåstempler ikke jobløse uddannelser

Universiteter skal sandsynliggøre, at nye uddannelser ikke bliver brødløse, understreger råd. DI skeptisk.

Der bliver ikke oprettet nye videregående uddannelser herhjemme, uden at det på forhånd er undersøgt hos erhvervslivet, om de senere kan føre til job.

Det fastslår Anette Dørge, direktør i ACE Denmark, som er operatør for Akkrediteringsrådet. Rådet skal sikre, at alle nyoprettede uddannelser er relevante og har tilstrækkelig høj kvalitet.

Chefkonsulent Sarah Gade Hansen fra Dansk Industri (DI) giver ellers mandag udtryk for betænkelighed ved, om der bliver arbejde til kandidater med nye ukendte uddannelser som teknoantropologi, Product Development and Innovation, Art and Technology eller medialogi.

Hun anerkender, at virksomhederne bliver taget med på råd, når en ny uddannelse skal godkendes, men opfordrer alligevel de unge til at tænke sig godt om.

- De studerende skal være ekstra årvågne og ikke lade sig lokke af en fancy ny titel. De skal sætte sig grundigt ind i indholdet, siger hun.

Men ifølge Anette Dørge kan universiteterne ikke uden videre oprette nye såkaldte kombinationsuddannelser med spændende og attraktive navne.

- De skal skitsere, hvilke jobfunktioner kandidaterne vil få med den her uddannelse, og så skal de ud og spørge relevante aftagere, om der er behov. Og de skal lave en liste over beslægtede uddannelser og angive beskæftigelsestal for dem, siger Anette Dørge.

Akkrediteringsrådet afviser rent faktisk omkring 15 procent af de højere læreanstalters ansøgninger om at oprette nye uddannelser. 10 procent af ansøgningerne bliver trukket tilbage af universiteterne selv efter første tilbagemelding fra ACE Denmark, tilføjer hun.

I erhvervslivet er man stadig mest tryg ved gammelkendte uddannelser som ingeniør, jurist eller økonom, siger Sarah Gade Hansen fra DI:

- Virksomhederne lægger vægt på de klassiske uddannelser, hvor de ved, at de studerende får en dyb faglighed.

- Væksten i uddannelser kommer ikke fra virksomhederne, men fra universiteterne, som gerne vil forny sig. Det er en god ting - men det kunne være rart, hvis tempoet var lidt langsommere, og der ikke kom så meget nyt, siger DI-konsulenten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.