Der er mange tal i omløb, når omfanget af vores voksende stressproblemer skal gøres op.
Men ét tal fremhæver psykolog og direktør i Center for Mental Robusthed Eva Hertz som helt centralt: At hver sjette dødsfald herhjemme nu er relateret til stress.
Dét snarere end hvor mange sygemeldinger, stress er årsag til, og hvor mange milliarder mental nedslidning af lønmodtagerne koster statskassen, synes hun skal være vores begrundelse for at stoppe op og gennemgribende ændre den måde, vi har fået indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på. Man skal ikke dø af sit arbejde, mener hun.
Fra skilsmisser til stress
Det er ifølge Eva Hertz besparelser, målstyring og konstante forandringer og omorganiseringer, som - hvis de kombineres med med dårlig ledelse - har tvunget danske lønmodtagere mentalt i knæ, så vi i dag står med det enorme og livstruende stressproblem. Hun nævner en ny undersøgelse, som Dansk Psykologforening har lavet med fagforbundet 3F:
- 800 psykologer blev spurgt, hvilke problemer klienterne kom med, og i 75 procent af tilfældene var det stress og dårlig trivsel. Det genkender jeg fra min egen praksis, hvor det for 15 år siden drejede sig om skilsmisse, dødsfald og alvorligt syge børn. Nu kommer folk sjældent med noget privat - det er næsten altid noget arbejdsrelateret, fortæller psykologen.
Når hun hører klienternes samstemmende fortællinger om de stadig mere opskruede produktions- og effektivitetskrav, de er udsat for, og hvordan det til sidst bliver umuligt for dem at gøre det, der kræves af dem, dukker spørgsmålet tit op: Hvorfor er der ingen, der siger fra?
Forklaringen på, at stresstruede prøver at følge med, finder hun dels i, at man mister overblikket og bliver dårligere til at træffe gode beslutninger, når stressen indfinder sig og får mængden af kortisol i kroppen til at stige.
Bedre ledere, tak
Men den særlige danske arbejdsmoral spiller også ind, mener psykologen. Hendes klienter har alle været båret af holdningen, at ’hvis jeg gør mig lidt mere umage, så kan jeg måske få enderne til at hænge sammen alligevel’, fortæller Eva Hertz.
Hun sidder jævnligt over for stressramte, der virkelig skal bearbejdes for at indse, at det ikke er deres personlige ansvar, at fabrikken, storcentret eller hospitalet fungerer.
Hun efterlyser flere af de støttende, indlevende ledere, der sætter grænser, så medarbejderne ikke bliver overladt til deres egen indre stemme og høje ansvarlighed, når arbejdet skal afgrænses og vurderes.
- Der er brug for nogle til at sige ’Ja, ja, det er godt nok, at du laver det her i dag, og så ses vi igen på mandag’.