Sognepræst Annette Berg fra Vig er blevet fritaget fra sit embede som sognepræst frem til den 31. december.
Det oplyser hun og biskop for Roskilde Stift Peter Fischer-Møller i en fælles pressemeddelelse fredag aften.
Udmeldingen kommer efter, at Annette Berg tidligere på dagen var indkaldt til en tjenstlig samtale med biskoppen.
Annette Berg kom i problemer, da hun i programmet Præstens Lektie på TV ØST fortalte, at hun troede på, at sjæle kunne genfødes i en ny krop.
I første omgang fik udtalelserne biskoppen til at sætte hende under tilsyn, og hun beklagede i en fælles skrivelse den 11. november, at hun havde udtrykt sig uklart, og at hun ikke ønskede at forkynde reinkarnation.
Men i tirsdags udsendte Annette Berg så en personlig pressemeddelelse kaldet "Korrektion".
Her gjorde hun det klart, at hun stadig holder døren åben for reinkarnation som en mulighed efter døden.
- Dermed rejste hun igen en berettiget tvivl om, hvorvidt hun som præst i den danske folkekirke ved sin brug af begrebet reinkarnation forkynder reinkarnation, skriver biskoppen i pressemeddelelsen.
Præsten blev endnu engang indkaldt til en samtale med biskoppen, og udfaldet herfra bliver altså nu en fritagelse for tjeneste resten af året.
Ifølge biskoppen fortryder Annette Berg nu sin offentlige udmelding i "Korrektion".
- Sognepræst Annette Berg beklager dybt over for mig, at hun udsendte sin egen pressemeddelelse, og at hun ikke henholdt sig til den fælles pressemeddelelse af 11. november 2015, skriver han.
Det bliver samtidig understreget, at hun ikke vil forkynde reinkarnation hverken i eller uden for kirken.
Udover fritagelsen fra sit embede vil præsten også skulle gennemføre yderligere "teologiske drøftelser" med biskoppen.