En solbeskinnet onsdag for tre år siden ringede kirkeklokkerne ind til Jørgen Larsens begravelse i Herfølge Kirke.
Jørgen Larsen var brandmand, og han døde af en ondartet svulst i hjernen. Siden da har hans tvilling Poul Larsen kæmpet for, at kræftramte brandmænd kan få arbejdsskadeerstatning.
- Noget af det sidste, Jørgen sagde til mig, var: ”Du må love mig én ting. Du skal kæmpe for alle vores kollegaer, der får kræft, så de ikke ender i samme situation, som jeg er i”. Og så sagde jeg; ”Det skal jeg nok ordne brormand. Det lover jeg”, fortæller Poul Larsen, der selv har fået diagnosticeret modermærkekræft.
I øjeblikket er Poul cancerfri, men kampen mod systemet har tæret på kræfterne.
- Efter tre års kamp er jeg så langt nede og så træt, at jeg ikke kan opfylde hans ønske. Og det har jeg kæmpemæssige kvaler over. Det her er mit sidste skud i bøssen, siger Poul Larsen og afslutter med et suk.
Avisen.dk fulgte for tre år siden Jørgen Larsens sygdomsforløb tæt og dækkede brandmændenes kamp for at få cancer anerkendt som arbejdsskade.
Forgæves kamp mod systemet
Brandmænd har ifølge adskillige internationale undersøgelser stærkt øget risiko for at udvikle en lang række kræftsygdomme. Hverken Jørgen eller Poul Larsen havde tidligere tilfælde af kræft i familien.
Til gengæld havde de tilsammen været brandmænd i 65 år. Det formodes, at udviklingen af cancer er et resultat af skadelige stoffer i røgen fra ildebrand i især bybebyggelser og synergien, som disse stoffer skaber indimellem. På trods af det er det i dag næsten umuligt at få tilkendt arbejdsskadeerstatning, hvis man som brandmand får cancer.
- Det handler ikke om pengene, men om en anerkendelse af, at vi har en meget større risiko for at få kræft som følge af vores erhverv. Vi har så mange år sat vores liv på spil for at redde og beskytte folk, men når vi får kræft, vender samfundet os ryggen, fortæller Poul Larsen.
Syltet af Mette Frederiksen
Efter Jørgens død så det ellers ud til, at der begyndte at ske noget. Daværende Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) var nemlig med på en øvelse, hvorefter hun ville søsætte to forskningsprojekter for at finde ud af, om der var videnskabeligt belæg for at kategorisere visse kræfttyper som arbejdsskader for brandmænd. Det er næsten tre år siden.
- Undersøgelserne er en ren syltekrukke. Jeg forventer ikke en skid af det forskningsprojekt. Det kan kun forværre vores sag, fortæller Poul Larsen.
Han henviser til, at der allerede er veldokumenteret forskning fra Canada og Australien, og eftersom ild ikke interesserer sig for landegrænser, ser han intet behov for specifik dansk forskning på området. I stedet så han hellere handling.
- Hvorfor skal man forske i noget, der er forsket i i forvejen? Jo længere tid, der går, jo mere bliver vi glemt. Hver eneste gang, jeg beskæftiger mig med det, er det som at være i et mareridt. Jeg er blevet pillet ned af et system, der ikke vil anerkende fakta, siger han.
Må råbe Christiansborg op
Poul Larsens sidste skud i bøssen er nu at få en række politikere til at presse på.
- Den eneste måde, vi kan komme igennem på, er ved at få nogle politikere med, der kan rydde op i de her mafiametoder og det svineri, der foregår. Det her er jo bare at tage røven på brandmænd, der har sat livet på spil, siger Poul Larsen.
Mattias Tesfaye (S) er derfor blevet ambassadør for Brandfolkenes Cancerforening, hvor Poul Larsen er næstformand.
Er kun et halvt menneske
For Poul Larsen er en anerkendelse af brandmænds arbejdsskader ikke blot principiel. Det er uundgåeligt forbundet med hans smertefulde tab af tvillingen Jørgen.
- Når man er tvilling, opstår der et helt særligt bånd. Vi har jo været sammen, lige siden vi blev undfanget. Jeg er i dag kun et halvt menneske, og jeg føler mig amputeret. Jeg sad med Jørgen, da han døde, og da jeg mærkede pulsen stoppe, så jeg min egen død, fortæller Poul Larsen.
Sorgen over tvillingebroderen betyder også, at Poul Larsen kender de menneskelige konsekvenser ved et system, hvor kræftramte afdøde brandmænd og deres familier bliver ladt i stikken.
Han gjorde alt, hvad han kunne for at gøre sin broders sidste tid bekvem, og som resultat overlevede Jørgen Larsen næsten halvandet år længere, end lægerne forventede.
- Mig og min bror har været så tæt på at blive slået ihjel flere gange i løbet af vores karriere, men vi slap med livet i behold. I stedet mistede vi livet på grund af vores karriere, efter at vi stoppede, fortæller Poul Larsen.