800 postkasser blev sidste år sprængt i luften nytårsaften. Det tal skal ned i år, og derfor gør Post Danmark brevåbningen mindre i omkring halvdelen af landets 10.000 røde postkasser.
Dermed er det ikke muligt at smide kanonslag og andet nytårskrudt ind af sprækken. Det vil dog stadig være muligt at åbne postkassen så meget, at langt de fleste breve kan komme i.
"Vi gør, hvad vi kan for at sikre postkasserne mod hærværk fra nytårskrudt. Hærværket kan nemlig betyde, at brevene i postkassen går tabt og ikke kommer frem til modtagerne. Den oplevelse vil vi gerne spare vores kunder for," siger Henrik Larsen, chef for privatkunder i Post Danmark.
Postkasserne vil være sikret i perioden fra den 22. december til den 3. januar. De smallere postkassesprækker kan tage breve på op til 1,4 centimeter.