I årevis har det svirret med historier om sygdom blandt landet postbude. Nu har Post Danmark på to år fået sygefraværet bragt ned med 25 procent.
Helt konkret vil det sige, at godt 400 flere mennesker møder op på job i dag end i 2007.
Ifølge sikringschef i personale-afdelingen Ebbe Andersen viser tallene, at det er lykkedes at få sat fokus på trivsel og velvære i organisationen.
"Den væsentligste faktor for faldet i sygefraværet er den massive lederopmærksomhed omkring fravær, som det er lykkedes at få skabt. De seneste to år har sygefravær haft ledernes opmærksomhed, og de mange sygesamtaler har givet pote," siger han til Post Danmarks personaleblad.
Post Danmark har blandt andet indført præmier ved lodtrækning blandt de medarbejdere, der har haft færrest sygedage.
Senest vandt salgsassistent på Taastrup Posthus Peter Bjørn Larsen et gavekort på 25.000 kroner til Star Tours.
"Jeg synes, det er godt med incitamentsprogrammet, og jeg kan da mærke i vores afdeling, at det nok ligger i baghovedet på folk, at det kan belønne sig at møde op på job hver dag, hvis man har helbredet til det, selvfølgelig," siger han.