Et postbud fra Postnord blev i morges frarøvet sin varevogn med breve og pakker, da vedkommende var ved at bringe post ud i et villakvarter i Nakskov på Lolland.
Bilen stod i tomgang, og nøglen sad i, da postbuddet i et kort øjeblik var ved at aflevere post på en adresse.
Da buddet kom tilbage til bilen, var den forsvundet.
Sydsjællands Politi bekræfter episoden.
- Vi fik en opringning fra et postbud, der fik stjålet sin bil, mens vedkommende var på arbejde. Men bilen er nu fundet igen på en landevej på Sydlolland,” siger vagtchef Anders Mikkelsen i Sydsjællands Politi.
Gerningsmanden er fortsat på fri fod, meddeler politiet på Twitter.