Pornosag koster viceminster jobbet

Damian Green forlader Theresa Mays trængte regering efter at have brudt god skik for regeringsmedlemmer.

Storbritanniens vicepremierminister, Damian Green, trækker sig tilbage på opfordring fra premierminister Theresa May.

Det sker, efter at en undersøgelse har fundet, at han har brudt regeringens kodeks for, hvad der er acceptabel opførsel for regeringsmedlemmer.

Greens afgang er udløber af en gammel sag om fund af pornografi på hans arbejdscomputer i 2008. Det er dog ikke det, der har presset ham af posten.

Men Damian Green er kommet med vildledende udtalelser omkring pornografien og fundet af den. Og det er det, der koster ham jobbet.

- Fra start har jeg gjort klart, at jeg ikke har downloadet eller set pornografi på min arbejdscomputer.

- Jeg accepterer, at jeg skulle have været klar i mine udtalelser til pressen om, at politiets advokater talte med mine om det i 2008 og politiet rejste sagen med mig under et telefonopkald i 2013, skriver Damian Green i sit brev til premierminister Theresa May.

Brevet er offentliggjort på den britiske regerings hjemmeside.

I starten af november kaldte han anklagerne om fund af pornografisk materiale falske og et karaktermord.

Damian Green har været under undersøgelse, efter at en kvindelig journalist ved navn Kate Maltby beskyldte ham for upassende opførsel. Det afviste han prompte, og de to har haft en større offentlig konflikt om beskyldningerne.

- Jeg er dybtfølt ked af den svige, Kate Maltby har lidt efter hendes artikel om mig og reaktionen på den.

- Jeg genkender ikke det, hun beskriver i sin artikel, men jeg har åbenlyst gjort hende ilde tilpas. Det beklager jeg, skriver Damian Green i brevet.

Premierminister Theresa May beklager i sit brev til Damian Green, at hun må bede ham om at trække sig.

- Mens jeg forstår, at nogle af anklagerne har været sårende for dig, ved jeg, at du deler min dedikation til at fastholde den høje standard, offentligheden kræver af britiske ministre.

- Der er derfor med dyb beklagelse og vedvarende taknemmelighed for dit store bidrag over mange år, at jeg beder dig om at træde tilbage fra regeringen, skriver Theresa May i sit brev.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.