Til 3F's kongres i dag er det tydeligt, at Socialdemokraterne og SF sammen med fagforeningerne er klar til kampen om en rød regering ved næste valg.
Det fortæller politisk redaktør fra Avisen.dk, Elisabet Svane, som er til kongressen i Aalborg.
"3F har altid været rød, men nu markerer de fuldstændig klart ud, at de bliver meget politiske og vil hjælpe en ny regering til magten," siger politisk redaktør, Elisabet Svane.
Til gengæld får 3F naturligvis noget i retur som tak for hjælpen. Nemlig politisk hjælp til at holde på medlemmerne.
"Hvis en S-SF regering kommer til, vil noget af det første være, at man afskaffer beskæringen i rentefradrag for fagforeningskontingenter. Den nuværende regering har sagt, at man max må trække 3000 kroner fra på sit fagforeningskontingent. Det gør rigtig ondt på 3F's medlemmer, da de ikke længere kan trække det hele fra. Derfor overvejer mange at finde ny, billigere fagforening. Så at de med politisk hjælp kan få afskaffet beskæringen, er en kæmpe gevinst," siger Elisabet Svane.
Under Nyrup-regeringen smuldrede samarbejdet mellem fagbevægelsen og den røde blok.
"Efter valget i 2007, hvor det for tredje gang lykkedes Anders Fogh Rasmussen at vinde, begyndte det at stå tindrende klart for oppositionen, at hvis de ville tilbage til nogen former for magt, skulle de begynde at gøre tingene på en anden måde. Derfor lavede Helle Thorning og Villy Søvndal det helt nye, tætte samarbejde. Og så kom fagforeningen ind også," siger politisk redaktør, Elisabet Svane.
Hun kalder det nye samarbejde for 'meget tæt'.
"Vi snakker om, at man har holdt møder en gang ugentligt. Formændene fra dansk metal, 3F og HK er kommet ned på Christiansborg og holdt møder," siger hun.
Til 3F's kongres beskriver hun, hvordan partilederne fik højlydte, stående bifald for deres taler.
"Folk stod op og klappede, og det er tydeligt, at de tænker 'Nu skal vi have en ny regering'.
3F's kongres finder sted i Aalborg og varer indtil 17. september.