Det kan godt være, at der er økonomisk krise på dagordenen. Men landets politikere tager sig alligevel tid til at sige tillykke til Danmarks nye prinsesse, som blev født mandag morgen.
"På regeringens vegne vil jeg gerne ønske Deres Kongelige Højheder Prinsesse Marie og Prins Joachim samt hele den kongelige familie et stort tillykke med familieforøgelsen. Det er en glædelig begivenhed for hele Danmark, at en lille ny Prinsesse er kommet til verden. Regeringen ønsker hele familien alt det bedste i fremtiden."
Sådan lød ordene fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til de nybagte forældre.
Også formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, sender varme lykønskninger til de glade forældre og hele Kongehuset.
"I Dansk Folkeparti ønsker vi de nybagte forældre et stort tillykke med den lille ny prinsesse og byder hende hjerteligt velkommen. Det er en stor, glædelig begivenhed for kongefamilien og for hele landet," siger Pia Kjærsgaard.
Også K-formand Lars Barfoed kommer med i rækken over dem, der gerne vil sige tillykke.
"Stort tillykke til forældrene og velkommen til den lille nye prinsesse, som nu skal erobre verden og finde sin plads i en stor familie. En fødsel er en lykkelig begivenhed, som forældre resten af livet tænker tilbage på med stor glæde. Vi ønsker det bedste for familien fremover," siger formanden på vegne af Det Konservative Folkeparti.