DSB's økonomi ligner en rodebutik med ophørsudsalg, og politikerne står i kø for at forbløffes over meldingerne om, at statsbanerne skal spare flere milliarder.
Samtidig lover begge sider af folketingssalen, at effektiviseringerne, som DSB kalder dem, ikke kommer til at gå ud over pendlerne.
En af dem er Socialdemokraternes Magnus Heunicke, der bejler til posten som trafikminister, når ministerkabalen er gået op. Han mener ikke, at det er en mulighed at spare ved at fyre togchauffører.
"Vi skal finde en løsning, for vi skal ikke have færre tog i Danmark, vi skal have flere tog og bedre kollektiv trafik," siger Magnus Heunicke.
Også den fungerende transportminister, Hans Christian Schmidt (V), beroliger pendlerne. Han er forbløffet over, at jernbaneformanden, Ulrik Salomonsens, udmelding om, at der skulle være op mod 1.000 fyringer på vej blandt kernepersonalet.
"Det kommer i den grad bag på mig, for vi har jo kontrakt på, hvor meget de skal køre," siger Hans Christian Schmidt, og tilføjer:
"De skal tage det helt roligt, der er ingen, der har bekræftet, at det skulle se sådan ud," siger Hans Christian Schmidt.
Hvordan det så reelt ser ud, bliver sløret måske løftet for senere på dagen, hvor DSB holder pressemøde om sagen.