Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
"GREED IS GOOD" siger børshajen, Gordon Gekko, i 80’er-filmen, Wall Street. Grådighed er godt for både samfundet og den enkelte, fortæller han til en jublende sal.
Det lyder som noget, der hører 80’erne til. Men er det ikke præcis sådan, vi lever i dag? Som samfund og som individer?
De fleste af os drømmer om lønforhøjelse. Vi arbejder over for at have lidt mere at have det sjovt for. Og som Paradise Papers viser, er selv mange af de rigeste i samfundet så optagede af at tjene lidt mere, at de er villige til at snyde fællesskabet.
Samtidig er der intet, som vores politikere elsker som vækst. Skattelettelser bliver strøget omkring med lovning om øget vækst. Væksttallene bliver fulgt med åndeløs spænding. Og senest har der været snak om at skære offentligt ansattes betalte frokost væk, så vi kan vækste noget mere.
Vi fulgte Gekkos råd. Jagten på økonomisk vækst er det, der definerer vores samfund og vores hverdag. Sagen er bare den, at grådighed hverken er godt for den enkelte eller for samfundet.
PRØV AT se dig omkring engang. Har stræben efter materiel rigdom givet os det liv, vi ønsker? Nej. For i denne stræben glemmes den mentale, den sociale og den bæredygtige velstand.
Vestens vilde økonomiske vækst har ført til store fremskridt, men den har også haft katastrofale konsekvenser for kloden. Ikke alene er jorden giftig; det er vi også i kraft af vandet, vi drikker, maden vi spiser og den luft, vi indånder.
Den bevidstløse jagt på økonomisk vækst har ikke skabt et drømmesamfund fuld af trivsel. Selvom vi siden 70’erne er blevet næsten dobbelt så rige målt i BNP pr. indbygger, viser forskningen, at vi er omtrent lige så tilfredse med vores liv som dengang. Og de seneste 10 år er vi faktisk blevet mindre tilfredse med vores liv.
Det skyldes blandt andet, at vores individuelle og samfundsmæssige grådighed har gjort stress til en folkesygdom. I konkurrencestaten gør politikerne alt, de kan, for at motivere os til at komme hurtigere i gennem uddannelser, at presse folk uden job og at motivere folk til at arbejde hårdere, hurtigere og længere. Og mange af os parerer med glæde ordre. Alt sammen for pengenes skyld.
NÅR JEG kigger på mig selv, mine venner og på samfundet, bliver jeg bekymret. Unge er pressede i sådan en grad, at de lider af lavt selvværd, stress, ensomhed og depression. Udsatte danskere bliver jagtet rundt i systemet - også selvom de er syge. Og mange af os arbejder så meget, at vi knapt ser vores børn mere.
370.000 danskere føler sig ofte eller hele tiden stressede. Det er decideret farligt. For eksempel fører ubehandlet stress, ifølge Stressforeningen, til mere end halvdelen af alle depressioner og angstlidelser. Og dem er der mange af. 150.000 danskere lever med en depression. Det koster samfundet, og det er ødelæggende for mennesker.
Det store problem med vækst er ikke væksten, men alt det vi ofrer for at opnå den: for eksempel vores livsbalance. Økonomer har vist, at folk er klar til at tage pendlerjobs, som ifølge dem selv gør deres liv så meget dårligere, at det ikke opvejes af pengene.
VI BLIVER nødt til at tage et opgør med vores ødelæggende grådighed.
Det betyder ikke, at de mange danskere, der er økonomisk udfordret, skal acceptere deres nuværende levestandard. Deres livskvalitet afhænger af, at de får mere mellem hænderne. Det kræver bare ikke vækst. Det kræver, at vi bliver bedre til at fordele den kæmpe velstand, som er koncentreret på alt for få hænder.
Det opgør med grådighed, jeg efterspørger, er en ny indstilling fra politikerne og fra alle os, der ikke er særligt udfordret økonomisk. Vi skal ikke længere først og fremmest jagte økonomisk vækst, men i stedet det, der beviseligt forbedrer vores livskvalitet: fritid, personlig udfoldelse, stærke fællesskaber, sundhed og et miljø i balance.
Det betyder, at vi som land og lokalsamfund skal organisere os på en måde, hvor vi arbejder mindre, hvor vi investerer i mennesker og i et bedre miljø. I Alternativet København foreslår vi bl.a. en omstilling til 30-timers arbejdsuge i kommunen, forsøg med borgerløn og kontanthjælp uden modkrav og at bevare byens grønne åndehuller som Amager Fælled, Gasværksgrunden og Sydhavnstippen.
“Det har vi ikke råd til”, lyder modtagelsen fra etablissementet helt forudsigeligt. Men er velstanden sin pris værd, når vi betaler med stress, ensomhed, depression og meningsløshed? Politik handler om at prioritere, og i Alternativet vil vi prioritere livskvalitet for alle frem for ensidig økonomisk vækst. Og de to ting er langt fra det samme.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.