Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag eftermiddag udvidet den visitationszone, der i sidste uge blev indført i Holbæk.
Visitationszonen dækker nu det meste af den centrale del af byen.
I den seneste tid har der været flere voldelige sammenstød mellem grupperinger i Holbæk, skriver politiet i en pressemeddelelse som begrundelse for udvidelsen.
Samtidig mener politiet, at stemningen i området er meget anspændt, og det konstaterer, at grupperingerne har adgang til forskellige typer våben.
- Derudover har politiet i grupperingerne observeret personer, der optræder på en måde, der giver politiet grund til at frygte, at der kan være optræk til yderligere voldelige sammenstød, hedder det i pressemeddelelsen.
Allerede tidligere torsdag varslede politiet, at en udvidelse af visitationszonen kunne komme på tale. Det skete, efter at der natten til torsdag blev kastet en håndgranat mod et tilholdssted for Bandidos.
I en visitationszone kan politiet visitere personer og undersøge deres køretøjer uden at have en konkret mistanke om, at de skulle have gjort noget kriminelt, hvilket normalt er et krav.
Politiet har tidligere oplyst, at uroen skyldes en konflikt mellem Bandidos og en gruppe personer med relation til Vangkvarteret i Holbæk.
Samtidig er der indført opholdsforbud i forhold til Bandidos-klubhuset i Østerstræde.
Opholdsforbuddet bygger videre på det samlingsforbud, som Holbæk Kommune indførte forleden. Det betyder, at der ikke må opholde sig personer på stedet overhovedet.
Både visitationszone og opholdsforbud gælder foreløbig til 8. november.
/ritzau/