Nu skal Henriette Kjær og hendes mand afhøres i en sag om millionsnyd. Det fortæller politiet i Gentofte til Ekstra Bladet.
Det er Henriette Kjærs svigermor, der har anmeldt sønnen, fordi han ikke har betalt over en million kroner tilbage til moderen. Desuden har sønnen angiveligt forfalsket moderens underskrift for at kunne låne 200.000 kroner i BG Bank.
"Vi går i gang med undersøgelsen snarest muligt. Vi skal blandt andet afhøre de involverede parter, så vi kan vurdere, hvad der videre skal ske," siger Freddy B. Jensen, leder af Genofte Politi til eb.dk.
Men det kan godt være, at der overhovedet ikke er en sag. Henriette Kjærs mand Erik Skov Pedersen afviser nemlig alle anklager og henviser til sin mor som "en gammel, halvsenil dame".
"Min mor lyver. Jeg lånte penge i 2005 i BG Bank i Gentofte, og hun var tilstede. Hun var i banken og skrev under," siger han til B.T.
Hos politiet har de ikke set på sagen endnu.
"Vi skal først snakke med parterne, inden vi vurderer, om der overhovedet er en sag," siger Freddy B. Jensen.
Henriette Kjær og hendes mand 'vil anlægge sag mod Yvonne Gerda Pedersen for injurier og falsk anmeldelse,' skriver de i en pressemeddelse.
Kilde: Ekstra Bladet og B.T.