Østjyllands Politi har gennemgået Handelshøjskolen i Aarhus med bombehunde uden at finde en bombe, og afspærringen er nu ophævet.
Alle studerende og ansatte på Handelshøjskolen på Fuglsang Allé blev mandag eftermiddag evakueret, efter at en mand ringede og fortalte, at der var anbragt en bombe på skolen.
- En fyr har ringet ind klokken 13.57 og oplyste, at der om en halv time ville sprænge en bombe på Handelshøjskolen, og derfor reagerer vi med det samme, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Richardt Jakobsen, til Ritzau.
Foruden Handelshøjskolen blev op mod 50 børn evakueret fra Dronning Alexandrines Børnehave, der er nærmeste nabo til Handelshøjskolen.
- Vi har nu undersøgt området uden at finde en bombe, fortæller Richardt Jakobsen kort efter klokken 18.
- Efterforskningen af sagen fortsætter, og vi har nogle spor, som vi undersøger, siger han om jagten på den, der indtelefonerede truslen.
For bare en uge siden modtog et kommunalt kontor i Viby ved Aarhus også en bombetrussel.
Den 26. oktober modtog den selvsamme handelshøjskole, der hører under Aarhus Universitet, et brev med en bombetrussel.
/ritzau/