De svenske myndigheder var informeret om, at røvere ville slå til mod et svensk værdidepot. De havde også tidligere holdt øje med det depot, der blev røvet i går. Desværre var de ved et andet depot, da røveriet fandt sted.
Politiet bliver samtidigt kritiseret for at være for passive - blandt andet fordi de aldrig åbnede ild mod den flyvende helikopter.
"De stod på gaden og så på røverne, der skovlede penge ind i helikopteren. Jeg var helt forundret over, at de ikke skød. Det er deres job at stoppe røvere på flugt," siger en betjent til svenske Expressen.
Politiets muligheder for at sætte efter røverne var stærkt begrænset, fordi der var ringet en bombetrussel ind på deres helikopterbase i Värmdö. Det har senere vist sig, at der rent faktisk var en sprængfarlig bombe ved basen.
Fungerende rigspolitichef Tommy Hydfors efterlyser mere sikkerhed med politiets helikoptere.