I Sverige er det helt store samtaleemne helikopter-kuppet mod værdicentralen uden for Stockholm.
Og det svenske politis eftersøgning følges skridt for skridt af den svenske offentlighed.
Seneste nyt er, at ordensmagten nu kigger mod Balkan efter en berygtet mafiaboss. Det rapporterer Aftonbladets hjemmeside.
Ifølge svensk politis kollegaer i Serbien er bagmanden angiveligt en 40-årig storkriminel, der tidligere har stået bag organiserede forbrydelser i Sverige.
En politikilde fortæller Aftonbladet:
"Der er mindst fem gerningsmænd, og flere af dem stammer formentlig fra Balkan."
Det storslåede kup fandt sted tidligt onsdag morgen. En flok røvere slap væk fra taget af værdicentralen i helikopter.
I går blev der gisnet om, at røverne havde hele én milliard med sig. Men ekspert skyder i dag den teori ned. En helikopter af den typen Bell 206 Jet Ranger, kan nemlig ikke laste mere end omkring en tredjedel af det beløb, når den også skal bære en gruppe røvere.
Det forlyder, at røverne er sluppet af sted med 400 mio. svenske kroner. Tidligere har der været gættet på, at de fik næsten en mia. svenske kr. ud af kuppet.