Svensk politi har anholdt flere personer i forbindelse med det spektakulære røveri mod et værdidepot i onsdags.
Det oplyser politiet ifølge dn.se.
"Vi har anholdt flere personer i Stockholmsområdet i morges og her til formiddag," siger Arne Andersson, der er operativ chef i det svenske rigskriminalpoliti.
Politiet vil ikke komme nærmere ind på det konkrete antal anholdte, men siger, at det er flere end en.
"De anholdte mistænkes for groft røveri og i hvert fald for medvirken til groft røveri," siger han.
En af personerne er en 34-årig svensker fra det nordlige Stockholm, skriver Aftonbladet.
Arne Andersson oplyser, at der nu venter politiet en række forhør med de anholdte, og at den svenske ordensmagt også skal ransage en række huse.
Røveriet foregik onsdag og vakte megen opsigt, fordi røverne kom - og stak af - i en stjålet helikopter. De landede på G4S værdicentralen i Västbärga tæt på Stockholm, og var uhyrligt velforberedte og stærkt bevæbnede.