Normalt er piger i teenage-alderen ikke glade for deres fedt på kroppen. Men det har pigerne på efterskolen Lundby al grund til at være.
For det fedt har muligvis reddet flere liv.
Af alle de elever, som kæntrede i fredags på Præstø Fjord , gik fem ud af seks drenge i koma, mens det kun skete for to ud af syv piger.
Og det er der en forklaring på - nemlig fedt, som beskytter bedre mod kulde.
"Det, der isolerer, er den samlede mængde af fedtvæv og muskelvæv. Og for det meste har piger et lidt større subkutant fedtlag end drengene har. Det betyder, de har lidt større fedtlag under huden, end drenge har. Og derfor burde de teoretisk være bedre beskyttet mod kulde," siger anæstesilæge Teit Mantoni fra Gentofte hospital til bt.dk
Også påklædning kan have en isolerende virkning på, hvor lang tid man kan holde sin temperatur i iskoldt vand.
"Tøj isolerer også kroppen, selvom det bliver vådt. Det vil sige, at en stor jakke isolerer bedre end en tynd jakke," siger Teit Mantoni til bt.dk