Lodtrækningen til badmintonturneringen ved OL i London har fundet sted. I herresingle kom Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen i hver deres halvdel.
Gade kom i den halvdel, hvor den topseedede er Lee Chong Wei, mens Jan Ø. Jørgensen er i halvdel med andenseedede Lin Dan. Det skriver Dansk Badminton Forbund på sin hjemmeside.
I gruppespillet møder femteseedede Peter Gade portugisiske Pedro Martins, og danskeren kan ikke se sig fri for at være storfavorit til at spille sig videre fra puljen, der kun tæller to spillere.
Blandt de seks højest seedede spillere i herresingle er der kun én anden modstander i den indledende pulje, så det er en fordel for Peter Gade.
Jan Ø. Jørgensen, der ligesom Gade er den seedede spiller i sin pulje, møder som 12.-seedet i gruppespillet israelske Misha Zilberman og Derek Wong fra Singapore. I den pulje er der tre spillere.
Skulle de to danskere klare sig videre fra puljen, så står Peter Gade til at møde Wan Ho Son fra Korea i den første knald-eller-fald-kamp, og hvis favoritterne holder deres seedning, så møder Gade kinesiske Chen Long i kvartfinalen.
Hvis OL-debutanten Jan Ø. Jørgensen spiller sig videre fra puljen står han til at møde Lee Hyun Ill fra Sydkorea i den første knockout-kamp, mens han står til at møde den tidligere verdensmester Chen Jin i en eventuel kvartfinale.
Tine Baun er den eneste danske kvinde til start i damesingle, men hun er samtidig et bud på en af dem, der kan gå rigtig langt i den olympiske turnering.
I gruppespillet blev Danmarks badmintondronning trukket ud i en ren europæisk pulje med russiske Anastasia Prokopenko og Kamila Augustyn fra Polen.
Derefter står femteseedede Baun til at møde Sayaka Sato fra Japan, mens Indiens største badmintonstjerne Saina Nehwal venter i en eventuel kvartfinale.
Lodtrækningen betyder, at Tine Baun tidligst kan møde en af de tre kinesere i en eventuel semifinale.
/ritzau/