Efterretningstjenesten har anholdt en række personer for 'voldelig politisk ekstremisme'.
Alle personerne er fra den yderste venstrefløj og kommer i miljøet omkring venstrefløjsgruppen Antifascistisk Aktion.
Foruden anholdelserne har politiet ransaget en række lokaliteter, og ifølge PET har man blandt andet beslaglagt en computerserver, der rummer personfølsomme oplysninger om gruppens modstandere, højrefløjens partier og politikere.
PET formoder, at oplysningerne kommer fra dataindbrud, og en del af dem handler om overfald på mennesker, der optræder i databasen.
Gennem flere år har PET registreret et stigende antal sammenstød mellem ekstremister fra både den politiske højre- og venstrefløj.
"Konfrontationerne får mere og mere karakter af organiseret voldsudøvelse, og vi har ligeledes set, at højre- og venstreekstremister målrettet forsøger at afdække og eksponere politiske modstandere gennem aktiviteter, der minder om privat efterretningsvirksomhed," siger Jakob Scharf fra PET ifølge pol.dk.
En af de anholdte er blevet sigtet for vold og såkaldt politisk vold, og personen er nu fængslet i 24 dage. Dømmes man skyldig i politisk vold, kan man ryge bag tremmer i op til seks år.