Den svindelmistænkte hjerneforsker Milena Penkowa risikerer at få frataget sin doktortitel og ph.d.-grad. Men Penkowa har ikke tænkt sig at give sig uden kamp.
Hun truer nu Københavns Universitet, KU, med retssag, mens hun forsvarer sig på sin hjemmeside, skriver Universitetsavisen.
Milena Penkowa, som primært henvender sig til offentligheden via sin hjemmeside, vil overfor avisen ikke svare på, hvilken domstol sagen i givet fald skal føres ved. Men bekræfter, at det kan ende med en retssag, så hun kan blive renset.
Hun beder derimod om forståelse for, at "hverken jeg eller min advokat kan gå ind i en drøftelse af det p.t. - og slet ikke i en avis", skriver Universitetsavisen.
Som sagerne står lige nu, er risikoen for, at Penkowa mister sine titler og grader, stor. Et internationalt panel, som har gennemgået hendes videnskabelige produktion, har fundet klare tegn på snyd i 15 ud af 79 artikler fra årene 2000-2005.
Ledelsen på Københavns Universitet har sendt de 15 artikler under svindelmistanke videre til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der har kompetence til at afgøre, om Penkowa har fusket bevidst.
UVVU behandler allerede to sager om den dansk-bulgarske læge, der også er meldt til politiet for dokumentfalsk i forbindelse med dyreforsøg.
Milena Penkowa er i forvejen idømt tre måneders betinget fængsel for underslæb og falske beskyldninger mod en studentermedhjælper.
Akademisk Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal nu vurdere, om sagerne skal have konsekvens for Penkowas titler. En beslutning forventes truffet, når UVVU har vurderet de 15 artiklers redelighed.
Penkowa selv nægter sig fortsat skyldig i fusk, men kan have begået "utilsigtede fejl", som hun skriver på sin hjemmeside.
/ritzau/