Da en voldsom hungersnød ramte Etiopien i 1984-85, lod vestlige regeringer og hjælpeorganisationer flere millioner dollars regne ned over det tørkeramte land.
Pengene skulle have været brugt på mad til de sultende etiopiere, men nu kan BBC afsløre at pengene i stedet gik til våben.
Tidligere oprørsledere står nu frem og fortæller, at de mødtes med nødhjælpsarbejdere og udgav sig for at være almindelige handelsmænd for at få fingre i den økonomiske støtte til det knastørre land.
Men i stedet for at købe mad, vand og såsæd til at dæmme op for hungersnøden, brugte oprørslederne pengene på at finansiere forsøg på at vælte den daværende etiopiske regeringen.
En oprørsleder anslår, at i alt 95 millioner dollars - eller lidt over en halv milliard kroner - fra vestlige regeringer og frivillige organisationer på denne måde blev kanaliseret til at finansiere oprørernes kamp.
Hungersnøden brændte igennem på tv-skærmene over store dele af den vestlige verden i 1984 og skabte grobund for en massiv hjælpekampagne. Band Aid opstod som en del af kampen for at samle penge ind til Etiopien, og Bob Geldofs Live Aid-koncerter indbragte mere end 330 millioner kroner.