Hvis DSB og Arriva vil have flere pendlere, må de droppe prisstigninger på kollektiv transport.
Det siger pendlerformand Nis Vind Larsen.
"Jeg vil opfordre DSB og Arriva til at revurdere de prisstigninger, de har på pendlerkort. Det er ikke måden at få flere pendlere på," siger han til Newspaq.
Prisstigningerne på kollektiv transport rammer især pendlere, og det vækker vrede hos landets pendlere.
"Pendlerkort stiger allermest. Det en voldsom prisstigning på i gennemsnit fem procent," siger Nis Vind Larsen, der er pendlertalsmand på strækningen København-Kalundborg.
DSB forsvarer sig med, at pendlerkort ikke er steget de sidste tre år, og derfor kan pendlere godt betale denne gang. Men den forklaring køber Nis Vind Larsen ikke.
"De seneste tre år, hvor pendlerkort ikke er steget, er det jo for at kompensere for, at forholdene ikke har været i orden for pendlere," siger han.
Pendlerne havde forventet, at man ville fastholde priserne, nu hvor der er problemer med IC4.
"Vi vil gerne betale for det produkt, vi får. Men vi føler, at vi betaler mere, end det vi får. Det svarer til, at man betaler for en guldøl på en bodega og får en lys øl," siger pendlertalsmanden.