Der er ikke behov for en ny institutionsform, men en ordentlig behandling af psykisk syge patienter på de psykiatriske afdelinger.
Sådan siger Ebbe Henningsen, næstformand i Danske Patienter, efter at regeringen har bebudet, at den vil afsætte penge til at oprette en ny institutionsform. Den skal være en mellemting mellem et behandlingssted og et botilbud.
- Rent menneskeligt er det en tragedie, siger formanden for organisationen, som er en paraplyorganisation for patientforeninger i Danmark.
- Grundlæggende har man ikke givet patienterne det, de har brug for. Ud af den fadæse opretter man så et nyt sted for de her mennesker. Dybest set er det myndighedernes forsømmelighed, der har betydning for, at de her mennesker bliver kostet rundt.
Regeringen vil afsætte et "trecifret millionbeløb", som skal finansieres af midler i satspuljen, som er en pulje, der findes på finansloven. Pengene udmøntes i særskilte forhandlinger.
- Når man tager pengene fra satspuljen, er det dobbelt trist, fordi man finansierer med hundens egen hale. Det er jo helt håbløst. Både grundlaget for at lave en ny institutionsform er forkert, og finansieringen gør det bare endnu værre, siger Ebbe Henningsen.
Regeringens fokus på tilbud i psykiatrien kommer efter en række episoder med vold på bosteder. I nogle tilfælde har ansatte mistet livet.
- Det er ikke rimeligt, at beboere eller ansatte på botilbud føler sig utrygge eller risikerer livet i deres arbejde. Det må og skal vi gøre bedre, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann.
Ellemann ønsker ikke at gå i detaljer med, hvilket personale der skal være på den nye institutionsform.
/ritzau/