Århus Kommune valgte i efterårets økonomiske forlig at lukke kulturinstitutionen Huset. Samtidigt fik for eksempel både Kunstbygningen og AROS hver deres markante økonomiske tilskud, selvom man på baggrund af besøgstal måske nærmere burde have banket i bordet over de to institutioners manglende økonomiske sans.
Lige præcis institutioner som Kunstbygningen og AROS har det fælles karaktertræk, at de begge tiltaler et publikum, hvis forhold til kultur består i at være passiv tilskuer. Det behov forekommer mig at være mindst lige så godt dækket ind af DR2 ¿ der er kun en kort biltur til forskel.
På Huset tilbyder man mulighederne for, at publikum ¿ som jo så slående her også hedder brugere og ikke publikum ¿ selv kan være aktive og producerende. Dette behov dækkes med udstyr og faciliteter, som det for de flestes vedkommende ikke er realistisk at have derhjemme.
Huset er faktisk en fremragende økonomisk succes i et land, hvor den almindelige opfattelse er, at kultur koster penge . For et nærmest symbolsk beløb på omkring 4,5 millioner kroner om året får man et kulturcenter, som i stort omfang formår at være økonomisk selvbærende og endog rentabelt.
Som jeg ser det, har efterårets forlig og dermed lukningen af Huset intet at gøre med økonomiske besparelser. Prioriteringerne bygger i bund og grund på et kulturelt valg, hvor det passive kulturforbrug opprioriteres og den aktive kulturproduktion nedprioriteres.
Som vi så ofte konfronteres med i medierne, er vi i stigende grad et stillesiddende samfund. Det ser blot ud til, at politikerne har misforstået det hele og nu opfatter det som en kvalitet, at vi er så stillesiddende, og ikke som et problem.