Nye tal fra DSB viser, at der i alt blev udstedt 186.478 kontrolafgifter i 2013. Over halvdelen eller 125.350 af disse blev udstedt i S-togene.
Det svarer til, at cirka 340 passagerer bliver taget i at køre uden eller med en forkert billet i S-toget om dagen. Det er samtidig det højeste antal i fem år, skriver metroxpress.
Hos DSB er der dog ikke lutter jubel over rekordresultatet:
- Vi glæder os ikke over at lave kontrolafgifter, men vi glæder os over, at vi har nogle meget dygtige medarbejdere, der kommer hurtigere igennem togene. Det er jo ikke nogen målsætning i sig selv, for vi synes jo aldrig, det er positivt, at der er kunder, der ikke sikrer sig de rigtige billetter, siger Anette Haugaard, underdirektør hos DSB.
- Men fakta er, at vi har brug for kontrol, hvis vi ikke gør det, er der mange, der vælger at tage turen gratis, siger hun til metroxpress.
DSB har færre kontrollører end før, og derfor er de nuværende kontrollører også nødt til at være mere effektive. Anette Haugaard oplyser, at en større fokus på uddannelse og ledelse har resulteret i en mere effektiv kontrol.