Pakistansk højesteret afgjorde mandag, at indbyggerne i landets hovedstad, Islamabad, ikke må fejre valentinsdag offentligt.
Dommen er myndighedernes seneste forsøg på at ulovliggøre den kærlighedsfyldte dag, der i mange muslimske lande bliver anset for vulgær og et eksempel på vestlig kultur.
Pakistans højesteret kom med dommen, efter en borger havde erklæret, at dagen blev brugt som dække til at sprede "umoralske værdier, nøgenhed og uanstændighed".
Valentinsdag er de seneste år blevet mere og mere populær blandt yngre pakistanere, der bruger dagen til at erklære deres kærlighed til den eneste ene.
Det er ikke kun i Pakistan, at valentinsdag møder modstand.
Mandag protesterede muslimske indonesere i byen Surabaya mod fejring af dagen.
Også i Japan har der været protester, og i Australien, Malaysia og Singapore bliver der advaret mod at lade sig friste af tilfældige tilbud om kærlighed på nettet på valentinsdag.
Der jubles dog også over valentinsdag flere steder i verden.
I Thailand har myndighederne uddelt "magiske piller" til par, der blev gift, for at booste fødselsraten.
De "magiske piller" indeholder jern og folsyre og skulle ifølge det thailandske sundhedsministerium gøre det nemmere at blive gravid.
I alt er der tirsdag blevet uddelt seks millioner piller rundt omkring i Thailand, ifølge landets sundhedsministerium.
Valentinsdag bliver hvert år fejret 14. februar.
/ritzau/AFP