Når Rasmus Nøhr på singlehittet Alderspræsident synger om, at han fik vinterblege kolde fødder . skulle det vise sig at holde stik et godt stykke ind i foråret. For da pladeselskabet sender sangen til DR s P3 i håbet om en heftig æter-rotation, viser det sig, at lige præcis førstesinglens saxofonsolo ikke falder i public service-stationens smag.
Kanalens musikchef opfordrer til, at man klipper saxen ud til fordel for en guitar, og vupti, så remixer pladeselskabet, og Nøhr er klar til at køre i ring på Danmarks vigtigste musikradio.
Problemet er bare, at Rasmus Nøhr ikke har det så godt med, at hans kunstværk på den måde skal efter-behandles.
Det oplyste sangskriveren selv til Nyhedsavisen i marts, i forbindelse med udgivelsen af sit tredje album.
Alderspræsident er stadig på P3 s playliste - i den nye, saxofonfrie udgave.
Hvordan Rasmus Nøhr har det med sangen i dag, har det ikke været muligt at få oplyst, men faktum er, at otte ud af ti sange, der slipper gennem P3 s nåleøje, netop er mixet om til en radiovenlig version. Dét, man i pladebranchen kalder et radio-edit.
Imod intentionen
Hvorfor radiokanaler har brug for, at pladeselskabet ændrer kunstværket, kan musiker, forfatter og musikforsker Henrik Marstal forklare.
»Radio-edits er et nødvendigt onde for, at musikken får det optimale flow. Problemet er, at man skærer alt det væk, der er sjovt og anderledes, hvilket ikke bare gør et nummer mindre sprudlende. Ændringerne går også ofte imod de kunstneriske intentioner.«
Men hvorfor går en kunstner så med til det?
»Fordi det er et dilemma, hvor den kunstneriske frihed står frontalt mod en kommerciel nødvendighed. Der er forskellige magtrelationer på spil, men det allervigtigste for pladeselskabet er at blive spillet på P3. Og eftersom P3 kan vælge og vrage, sidder deres lille musikudvalg som kunstnerisk smagsdommer. Så kan man så spørge, om de har kompetence til det? Jeg mener, de har en urimelig stor magt, for P3 har nærmest opnået en monopol-lignende tilstand, som i høj grad skyldes, at de kommercielle radiokanaler (Radio 100FM, The Voice etc., red.) ikke tør satse på ny musik,« siger Henrik Marstal.
Ud med det sjove
Promotion-ansvarlig på pladeselskabet Kick Music Allan Grauenkær indrømmer gerne, at P3 ikke er til at komme udenom, hvis en dansk kunstner skal slå igennem.
»Radio-edits er jo bare et navn for en optimering af sangen. Vi har tit haft held med det og kan godt lide at gøre det. For det er jo også i vores interesse at fange lytteren, og at man derfor skal pille en 23 sekunder lang saxofon-solo ud, kan jeg ikke se problemet i. Radioen virker på den måde, at det er den enkelte sang, der gælder, så det indretter man sig selvfølgelig efter.«
Hvor langt vil et pladeselskab som jeres så gå for at please P3?
»Tja, jeg har i hvert fald et enkelt eksempel, hvor vi bagefter indbyrdes diskuterede, om vi var kommet for langt væk fra den oprindelige tanke. Ida Corrs Country Girl , synes vi, var rigtig sjov og frisk sang med en masse yihah i. En ret sjov sang. Den fik vi så ikke i nogen særlig god rotation. Men så lavede DJ Gauzz er remix beregnet til klubber, hvor alle de sjove elementer røg ud eller i baggrunden, og så kom den i rotation. Men dén version kunne folk jo ikke gå ud og købe, så vi ville egentlig hellere have haft den sjove og mere spændende version,« påpeger Allan Grauenkær.
Som at sælge cornflakes
Kick Music er det eneste selskab, der reagerer på Nyhedsavisens rundringning til adskillige store, danske pladeselskaber. Derfor spørger vi Allan Grauenkær om han har en idé om, hvorfor pladebranchen tilsyneladende ikke har lyst til at snakke om sin tendens til at ligge under for P3 s magt.
»Der er jo en risiko for at fornærme sine samarbejdspartnere. Det er ligesom at sælge cornflaskes. Den, der har de bedste kunderelationer, sælger de fleste cornflakes. P3 er den bedste måde at få vores musik ud på, så derfor er vi naturligvis ikke interesseret i personligt fnidder.«
At udtale sig kritisk om P3 indebærer altså en potentiel risiko for at rage uklar med det magtfulde musikudvalg på P3.
Det bekræfter en lang række musikere og producere, som Nyhedsavisen har talt med, og som i sagens natur ikke ønsker at medvirke i artiklen.
Tina Dickow er både kunstner og egen pladeselskabsdirektør og er som sådan positivt stemt over for radio-editering. Hun har indtil videre, ganske frivilligt, lavet særlige radioversioner af fire forskellige numre.
»Jeg synes, det virker meget naturligt, at en radio-version skal være skåret to the point og mastered, så den kommer ud af pappet. Om det overordnet er en god udvikling, eller om jeg ville ønske, de spillede flere lange Pink Floyd-numre og mere Bob Dylan på P3, det vil jeg ikke rode mig ud i. Det er vel bare en del af en udvikling, der sker ALLE steder i samfundet, såvel som i os som mennesker, mod effektivitet og tempo - uden tid til afvigelser og fejl .«