For første gang i retssagen satte den svindeltiltalte Britta Nielsen mandag ord på den omfattende svindel mod sin tidligere arbejdsgiver Socialstyrelsen.
Før mandag har Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, ikke villet råde Britta Nielsen til at afgive forklaring, fordi han ikke havde modtaget alle sagsakter. Men mandag var hun altså klar til at udtale sig.
Britta Nielsen ventes også at skulle udtale sig yderligere tirsdag, hvor anklageren har flere spørgsmål, og forsvareren også kan stille spørgsmål.
Få et overblik over, hvad der skete på femtedagen her:
Økonomisk presset
Anklager Kia Reumert ville gerne vide, hvorfor Britta Nielsens svindel begyndte. Britta Nielsen forklarede, at hendes familie havde økonomiske problemer. De bestod blandt andet i, at hende og hendes nu afdøde mand købte et hus i Hvidovre i 1986.
- Jeg faldt for en fristelse i systemet til at lave en overførsel, som skulle hjælpe på økonomien, fortalte en lavmælt Britta Nielsen.
- Jeg havde fået udgifter, som jeg ikke kunne betale. Jeg var kommet i Ribers, fortæller hun.
"Pengene var i overskud"
Igen og igen på mandagens retsmøde understregede Britta Nielsen, at hun ikke tog penge, som var møntet på nogle projekter.
- I mine øjne har pengene ikke været udmøntet og dermed været i overskud. De skulle ikke have været ude at arbejde, og de er kommet retur fra projekter, der ikke skulle bruge dem, sagde hun i retten.
Britta Nielsens mand opdagede overførsel
Britta Nielsen fortalte i retten, at hun forsøgte at skjule svindlen for sin familie, da hun første gang overførte penge i 1990'erne. Det gjorde hun blandt andet ved at oprette en konto i Danske Bank, selv om hun og hendes mand havde Nordea som bank.
Men manden fandt alligevel ud af, at hun havde lavet den ulovlige overførsel.
- Der kommer et kontoudtog fra banken. Det kommer i vores postkasse. Han åbner og spørger så, hvad det er.
- Jeg fortæller ham, hvad jeg har gjort. Han siger, at jeg skal skynde mig at sende dem tilbage. Han bliver frygtelig vred. Det lover jeg at gøre, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det gjort, sagde hun.
Derfor sendte hun ikke pengene tilbage. I stedet oprettede hun en postboks, som kun hun havde adgang til, så hendes mand ikke skulle finde ud af, at hun gjorde det igen.
Pengene blev en afhængighed
Inden mandens død i 2005 nåede Britta Nielsen at svindle for knap ti millioner kroner. Efter mandens død tog kriminaliteten for alvor fart.
Hun forklarede i retten, at hun fik brug for flere penge, fordi der kom flere udgifter til blandt andet de heste, hun havde købt.
- Jeg begynder at bruge penge på mig selv. Jeg begynder at bruge penge på noget, jeg som barn har drømt om, men ikke fået.
- Det er blevet en slags afhængighed, at jeg bare går ind og tager nogle penge og køber det, jeg kunne tænke mig, forklarede Britta Nielsen.
/ritzau/