Det bliver meget svært for S og SF at finde opbakning til partiernes nyeste boligudspil.
Både De Radikale og Enhedslisten er nemlig ude og sige nej tak til planen, der blandt andet vil give økonomiske gevinster til boligejerne.
"Vi synes ikke, at der er brug for skattelettelser til boligejerne oven i dem, som de har fået. Hvis der er penge, så lad os investere eller gøre noget for velfærden," siger Frank Aaen til Newspaq.
Enhedslisten støtter derimod op, hvis der er penge til energiforbedringer på menuen.
Samme opskrift til at få tændt op under byggesektoren kommer fra De Radikale, som med deres egen vækstplan regner med at skabe op til 7.000 ekstra job.
"Vi vil investere i energirenoveringer, hvor almindelige danske husholdninger skal have mulighed for at trække op til 30.000 kr. fra til klimavenlige teknologier," lyder det.
De Radikale mener, at Socialdemokraternes og SF's boligpakke er for kortsigtet. Blandt andet er partiet i mod at give en gevinst på 15.000 kroner til danskere, der køber andelsboliger til over en million.