Både Venstre og Konservative sagde ja til den nye boligpakke, men begge partier er alligevel lidt skuffede over aftalen, der betyder, at der bliver fremrykket investeringer i almene danske boliger for 5,5 milliarder kroner. Men det er ikke nok, mener Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm.
"Jeg ville gerne have hentet endnu flere penge ind fra Landsbyggefonden til at finansiere renoveringerne i 2012, 2013, 2014 og 2015, så vi var sikre på, at vi kunne dække det renoveringsbehov, der er," siger hun.
Dermed er hun på linje med De Konservatives boligordfører, Benedikte Kiær.
"Det er vigtigt, at der ikke bliver skabt en ny renoveringspukkel. Derfor ønskede vi at øge renoveringspuljen i årene 2013 til 2016. Men desværre stod regeringen af her," siger Benedikte Kiær.