Michael Jensen skubber sig ud af kørestolen, i strakte arme balancerer han lidt på kanten, armene ryster, inden han får skubbet sig over i håndcyklen. Den daglige træning byder på 40-50 kilometer. Målet er at blive blandt verdens bedste.

Det var en helt almindelig sommerdag, der i 2002 ændrede Michael Jensens liv med et slag. På det tidspunkt var han blandt Danmarks bedste motocrosskørere. Nummer tre ved Danmarksmesterskaberne og nummer to i de sjællandske mesterskaber. Alle sparepenge, al tid blev brugt på at køre på motorcykel. De store maskiner, 250 kubik.

»Jeg havde kørt 13 år uden at brække noget. Selvom jeg kørte stærkt, synes jeg, at jeg kørte meget fornuftigt. Jeg var bare pokkers uheldig den dag,« siger Michael Jensen med lav stemme.

Denne juli-aften i 2002 var en træningsaften som alle andre. Michael Jensen tog hen til den lokale motocross-bane i Slots Bjergby. Solen skinnede, det var 20-25 grader varmt. Der var 40-50 stykker til træning. De sædvanlige, Michael Jensen kendte dem alle sammen. På banen er der et par flyvehop, og han kunne tage dem i et hop. Han fløj over hoppene, men netop der, hvor han skulle lande, var en af de andre kørere gået i stå. Michael Jensen landede ned i ham og væltede. Mens han forsøgte at kravle ud af banen, kom endnu en motocrosskører drønende. Han kunne ikke nå at bremse og kørte hen over Michael Jensen.

Michael fortæller langsomt og velovervejet om ulykken. Han husker den ikke selv, men har fået fortalt, hvad der skete.

Næste dag bliver han opereret, lægerne er i gang i seks timer.

»Jeg fattede ikke rigtig noget. Jeg blev bare smidt på operationsbordet.«

Der går nogle dage inden, han får at vide, hvor galt det står til med ham. Lægen fortæller, at det er selve rygmarven inde i rygsøjlen, der er revet over. Han er lam fra brystet og ned. Både bevægelse og følelse er væk.

»Det er jo hovedledningen til det hele. Man tror ikke lige på det i starten. Jeg spurgte ham, om det groede sammen igen, eller om man kunne sætte det sammen. Og så sagde han, at det kan man ikke.

Jeg troede stadig, at det ville blive godt igen. Jeg troede, at der bare lige skulle gå noget tid. Når man brækker alt muligt andet, så gror det jo sammen og bliver godt igen.«

Rigshospitalet blev skiftet ud med et genoptræningscenter i Hornbæk. Der brugte Michael Jensen syv måneder på at lære at klare sig selv. Han startede helt fra bunden, skulle lære alt, lige fra hvordan han skulle gå på toilettet. Han øvede sig på et træningstoilet.

Efter fem uger i Hornbæk blev han kaldt til møde sammen med sine forældre. I genoptræningscentrets mødelokale sad den læge, sygeplejerske, fysioterapeuet, ergoterapeut og psykolog, der havde fulgt Michael i de første uger. Efter tur fortalte de, hvordan det gik med genoptræningen, og udmeldingerne var enslydende og ganske korte og kontante: Fremskridtene var små, og Michael kom aldrig til at gå igen.

»Jeg tror ikke, at hverken jeg eller mine forældre sagde det store, efter vi havde fået det at vide. Det var ikke noget, man sådan kommenterede. Det var jo ikke lige så sjovt at få at vide.«

Efter det første chok havde lagt sig, så Michael Jensen hurtigt realiteterne i øjnene.

»Jeg havde selvfølgelig nogle sure dage, men jeg tror egentlig, at jeg ret hurtigt accepterede det. Jeg kunne bruge sporten, for jeg havde opbygget en god fightervilje. For mig var det bare med at komme videre og få lært at klare mig selv og få en ny dagligdag så hurtigt som muligt. Jeg ville videre i teksten.«

At have være eliteidrætsudøver hjalp ham.

»Jeg tror, at det var meget godt, at jeg havde været sportsmand, så jeg var vant til at træne og kæmpe. Jeg syntes, det var fedt at komme ned i træningshallen og blive brugt og lave noget, som jeg var vant til. Da jeg kørte motocross, løbetrænede jeg fire fem gange om ugen, trænede motocross to gange om ugen og løb hver weekend. Så jeg var vant til at træne og være i gang hele tiden.«

Syv måneder var Michael Jensen på genoptræningscenter, i mellemtiden havde han fået et nyt sted at bo, et rækkehus i ét plan, så han kunne komme rundt med kørestol.

Den første tid i det nye hjem gik med at lære at klare sig selv. Men hurtigt kom Michael Jensen til at savne de sportslige udfoldelser. I november 2003 tog han med på en tur til La Santa Sport med Dansk Handicap Idrætsforbund. Det var en lejr for folk, der for nylig var blevet handicappede. Han prøvede forskellige handicap-idrætsgrene men vidste hurtigt, at håndcykling var det rette for ham.

»Jeg kunne komme ud og opleve noget natur, få vinden i ansigtet og blive brugt lidt. Det var helt vildt lækkert, friheden, der er fart på og udfordring i det, som der var i motocross. Så inden for handicapidræt er det nok det, der kommer tættest på.«

Siden har Michael Jensen kørt flere maratonløb i sin håndcykel. Han har forbedret sig så meget, at han i dag er blandt Danmarks bedste, men ambitionerne er til mere. EM, VM og på sigt OL er målet.

»Jeg tror også, det har været godt i forhold til at komme videre efter ulykken, for i starten havde jeg bare mit arbejde, og så kunne jeg tage hjem og sidde her og kukkelure. Der skete ikke det store. Jeg har mødt en masse gennem håndcyklingen, ligesom jeg havde en masse venner inden for crossen.«

Handicapidrætslejre på La Santa Sport:

Dansk Handicapidrætsforbund afvikler hvert andet år en lejr på sportscentret La Santa Sport på den canariske ø Lanzarote. På lejren kan folk, som er blevet handicappet for nylig, eller som aldrig tidligere har dyrket handicapidræt, prøve kræfter med forskellige former for idræt for handicappede. Atletik, bordtennis, håndcykling/cykling, kørestolsbasket, kørestolsrugby og svømning. Instruktørerne på lejren er som regel de bedste danske udøvere inden for de forskellige grene.

Meningen med lejren er at hjælpe folk, der er blevet handicappet ved ulykke eller sygdom, i gang bagefter. Der kan idræt ofte være en hjælp.